Antoni Gaudi

Manden bag La Sagrada Familia hedder Antoni Gaudi

Gaudi var/er en sand kunstner. Han blev født i 1852 i en håndværkerfamilie og gik i lære som smed. Efter at være færdig som smed, studerede han ved Barcelonas Arkitektskole, hvor han blev færdig i 1878. Hans værker blev allerede dengang beskrevet som yderst originale, og skulle man beskrive hans stil, skulle man forestille sig en romantisk middelalderstil, hvor man blander eventyr med fantasi. Hvad Gaudi er for Katalanerne, er H.C. Andersen for os danskere.

Man kan faktisk sige, at Gaudis værker er H.C. Andersens eventyr omdannet til arkitektur.

Som barn var Gaudi meget syg af gigtfeber, og han kunne derfor ikke lege med de andre børn. I stedet brugte han tiden på at studere naturen, hvilket senere fik en betydningsfuld rolle i hans arkitektur. Allerede som barn beskrives han som fokuseret, viljefast, fantasi- og temperamentsfuld.

Han havde sin helt egen stil, der var en blanding af forskellige stilarter. Hovedsageligt er det en blanding mellem det, man kalder Neogotisk (en middelalderlig stilart, som er meget himmelstræbende med høje spidse buer) og Modernisme (her i Katalonien har denne stilart udviklet sig til en meget eventyragtig og magisk stilart). Det, der dog er altdominerende, når vi taler om Gaudi, er hans evne til at bruge sin fantasi (naturen og symbolikken) kombineret med et fantastisk håndværk (man ser ikke det enkelte materiale, men derimod en helhed).

Desværre nåede Gaudi ikke selv at opleve den store anerkendelse for hans værker, før han døde, som det tit er tilfældet med de store kunstnere.


Gaudi lavede også andre mesterværker:

PARC GÜELL (1900-1914)

 

NameNameName

Opkaldt efter hans nære skolekammerat Eusebi Güell.

Da Gaudí begyndte på Park Güell var området øde og skrænterne uden vegetation. At der i dag er grønt og frodigt skyldes Gaudí. Park Güell blev aldrig bygget færdig. De bygninger, man ser i parken i dag, er blot en brøkdel af dem, der skulle have været bygget, hvis man havde fulgt den oprindelige plan. Oprindeligt skulle området ikke være en park, men et beboelsesområde, dog kun for velhavende borgere. 60 jordlodder var afsat, men kun 2 blev solgt. Barcelona var i årene efter Den Tragiske Uge (1909) præget af en dyb krise, og de rigmænd, man havde planlagt at sælge parken til, trak sig ud af projektet. Eusebi Güell, der stod bag projektet døde i 1918, og få år herefter solgte hans søn parken til kommunen. Dermed blev Park Güell en offentlig park og med sine 20 hektar, er det den største park i Barcelona.

Park Güell et af de mest populære steder i Barcelona overhovedet. Faktisk er det Barcelonas mest besøgte turistattraktion, dette kan bl.a. skyldes, at der (endnu) ikke er entré i parken. Man diskuterer i øjeblikket om der inden for en nær fremtid skal sættes maksimum på antallet af besøgende, og om man skal begynde at tage entré. Park Güell er kendt for de mange gøglere, musikere, og andre mennesker, der underholder alle turisterne. Man regner med, at over 3 mio. mennesker besøger parken årligt.

Parken er først og fremmest kendt for sin fantastiske mosaik bænk på terrassen, der har udsigt over det meste af Barcelona. Bænken er designet af Antoni Gaudí i samarbejde med Josep María Jujol. Dertil komme buegangen, de to huse designet af Gaudí og det lyserøde hus, som var Gaudís hjem fra 1906 til 1925. Huset er ikke designet af Gaudí selv, men eleven Francesc Berenguer og fungerer i dag som museum, hvor det er muligt at se flere af Antoni Gaudís møbler.


CASA BATLLÓ (1904-1906)

 

NameNameName

 

Casa Batlló (1904-1906) betød et nyt højdepunkt i Antoni Gaudís karriere. Efter at Gaudís første byggerier havde været præget stærkt af den arabiske arkitektur og hans senere værker viser indflydelse fra den gotiske arkitektur kommer der med Casa Batlló et brud i den katalanske arkitekts stil, der kommer til at pege frem mod alle hans sidste bygninger. Casa Batlló er, overraskende nok, ikke bygget op fra grunden, men er en markant forandring af en allerede eksisterende bygning. Denne temmelig kedelige og traditionelle bygning ændres imidlertid radikalt og omdannes til en levende og sprælsk bygning med talrige henvisninger til katalansk kulturhistorie.

Bygningen er et brud på traditionel arkitektur og kassetænkning - her ser man for første gang hos Gaudí en radikalt anderledes arkitektur inspireret af organiske former. Der er stort set ingen rette vinkler, og organiske og geometriske former bliver dominerende. For Gaudí er naturen i sidste ende et billede på den guddommelige skabning. Med Casa Batlló kommer brugen af glaserede fliser og bølgende bevægelse i strukturen for første gang til at dominere Gaudís arkitektur.

Huset er i dag privat eget, og det er muligt at komme ind og se det mod entré. Alle indtægterne fra entrébilletterne går til renovering og vedligeholdelse af huset. Det koster €21,50 for en voksenbillet og €18,50 for studerende, 65+  og børn 7-18 år. Ved indgangen får man en audio guide udleveret, og i hvert rum trykker man et nummmer på sin ”fjernkontrol”, og så fortæller den på engelsk, hvilket rum man er i, og hvad man skal lægge mærke til af detaljer derinde. Man ser de tre første etager, og man kan gå hele vejen op under taget og op på tagterassen. Der findes også en elevator til de, der er svagt gående. 


CASA MILÀ (1906-1910)

 

NameNameName

 

1.000 m2 beboelseshus i dag ejet af en bank. På Passeig de Gràcia lidt længere oppe end der, hvor Casa Battló ligger, finder man et af de mest spændende af Gaudís byggerier, som blev opført til en af Barcelonas rigmænd kort efter århundredeskiftet. Casa Milà er i dag indrettet til museum, hvor det blandt andet er muligt at se en af de oprindelige lejligheder. Det imponerende loftsrum og taget kan også besøges.


Selve taget er et arkitektonisk mesterværk
Bygningen har flere træk tilfælles med Casa Batlló. Blandt andet det faktum, at Gaudís ornamenterede stil kommer til udtryk selv på taget af bygningen, og at Gaudí forlader gotikken.

 

Med Casa Milà kommer Gaudí i modvind
Gaudís Casa Milà fik i perioden flere øgenavne: butterdejskagen, hvepseboet og stenbrudet (La Pedrera). Disse navne er udtryk for, at modernismen som bevægelse så småt begynder at komme i modvind omkring 1910. Modernismens voldsomt ornamenterede stil falder ikke længere i det brede publikums smag, og nye tendenser begynder at blive populære inden for arkitekturen.