BARCELONA

Forside » Oplevelser » Barcelona

Byen der har næsten alt

Det siges, at Paris er kærlighedens by, men her halter Barcelona ikke bagefter.

De hyggelige gader med den spanske stemning gør byen helt fantastisk. Barcelona er en by fuld af spændende kultur og historie, og hvis det er sight-seeing du er ude efter, er Barcelona det rette sted.

Barcelona er mest berømt for den fantastiske arkitekt, Antonio Gaudi, hvis bygninger er placeret rundt om i centrum i byen. Nogle af de mest berømte kan ses langs Passieg De Gracia, hvor man kan finde La Pedrera og Casa Batlló. Man kan også besøge Parc Guell, som er en smuk park tegnet af Gaudi selv. Men det mest imponerende af Gaudis værker er kirken La Sagrada Familia. Du kan ikke undgå at tabe kæben over dette imponerende og ambitiøse projekt.

Skønne museer
Det er dog ikke kun udenfor, at Barcelona gemmer sin kunst, der er også masser af museer til at holde dig godt underholdt i mange timer. MACBA (museum
for moderne kunst) og CCCB er værd at besøge og har gode udstillinger hver måned. Picasso og den permanente Dali udstilling er altid populære.

Caixa Forum er et museum, der har forskellige kunstudstillinger hver måned. Det ligger ved Plaza Espanya på Avenida Marques de Comillos og er populært i lokalbefolkningen, men meget overset af turister, hvilket er en skam, fordi det er fantastisk – og gratis! Nær Caixa Forum er MNAC (museum for katalansk kunst), som også er et utroligt spændende sted.

Glem ikke, at du altid kan se seværdighederne i Barcelona fra hestevogn. De kan som regel findes ved bunden af Las Ramblas. En anden mulighed er at besøge Tibidabo-bjerget, som har Barcelonas flotteste udsigt.

Mont Juice

Bjerget Mont Juic ligger i byens sydlige ende. Mont Juic er 213 m højt og er dermed lidt højere end Danmarks højeste punkt Himmelbjerget, der måler 163m. Der er en imponerende udsigt over havnen og resten af Barcelona by fra toppen af bjerget. Det menes, at bjerget fik sit navn, da romerne byggede et tempel for Jupiter på deres Mons Jovis, der muligvis har videreført navnet. En anden teori går på, at en jødisk kirkegård på højen har døbt den navnet Jødernes Høj. Den dag i dag findes der stadig en kæmpe jødisk kirkegård på bjerget.

I 1929 tager bebyggelsen for alvor fat, da der var Verdensudstilling. Der blev bygget store fantastiske bygninger på hele nordsiden og kæmpe udstillingshaller skød op. En af disse fantastiske bygninger er Palau Nacional, der er det Katalanske Nationalmuseum. Siden udviklede dele af området sig til et slumkvarter, men pga. OL i 1992 blev alt restaureret, og nye bygninger kom til. Specielt blev der i forbindelse med OL bygget mange sportsfaciliteter, i alt 12 nye idrætsanlæg til 25 forskellige sportsgrene.

Der er så meget at opleve i Barcelona

Byfestival
Sidste weekend i september (torsdag-søndag) er der en stor Byfest i Barcelona kaldet LA MERCE med en masse kulturelle events. Hver bydel har sin egen underholdning med gratis koncerter om aftenen. Hver aften er der fyrværkeri på stranden, sidste aften er det på Plaza Espana, hvor showet varer 30 minutter med fuld knald på inklusiv musik til. Nogle gange er der så meget krudt i luften, at man slet ikke kan se slottet!

Der er også en speciel ceremoni ved Katedralen i Barcelona, der symboliserer, at helvedets porte åbnes. En mand iklædt en gedehovedmaske skal forestille djævlen, der tænder ild til en port, der er bygget til anledningen, og så løber folk fra hver bydel iklædt deres specielle klædningsdragt igennem porten.
 
Den gamle tyrefægterarena
Ligger lige før Plaza Espana. Tyrefægtning er meget populært i Spanien, og det er noget, der ligger dybt i deres kultur. Den gamle arena benyttes ikke mere, da det Katalanske parlament har frabedt sig al tyrefægtning i Katalonien. Et egentlig forbud mod det skal dog komme fra centralmagten i Madrid. Arenaen er netop ved at gennemgå en omfattende restaurering, der omdanner den til et shopping center.
 
Kvinden og fuglen
Til venstre lige før tyrefægtningsarenaen står en statue af Miró, der hedder ”Kvinden og Fuglen”. Man skal have virkelig god fantasi for at se, hvorfor den netop har fået det navn.
 
Tvillingetårnene
Blev bygget i forbindelse med verdensudstillingen i 1929. De fungerede som porten til selve udstillingen.
 
Det Katalanske Nationalmuseum
Ses lige frem når man er kommet gennem tvillingetårnene. Museet har været under stor udvidelse frem til år 2003 og er nu centrum for den største samling af catalansk kunst (fra d. 15 årh. frem til d. 20. årh.).
 
Svævebanen
Mont Juic blev knudepunktet for OL. Der blev i den anledning bygget en svævebane, der gik fra OL deltagernes hotel og op til bjerget. Transport med bus eller bil var for besværlig og ville tage for lang tid. Svævebanen løber over vejen busserne kører på, men er i dag ikke helt samme længde som dengang.
 
OL 1992 – Betydning verden over
Egentlig skulle Barcelona have afholdt OL allerede i 1936, men på grund af borgerkrig blev det aflyst og i stedet afholdt i Tyskland. I 1986 (50 år efter) blev Barcelona officielt erklæret som værtsby for OL i 1992, hvilket resulterede i en national fest på Plaza Katalunya selv samme aften med ca. 100.000 deltagere.

OL i 1992 var for mange lande et vendepunkt. F.eks. gik Tyskland for første gang samlet under et flag efter murens fald, og Sydafrika deltog for første gang i 32 år, da de var godkendt efter afskaffelsen af Apartheid. For Spanien betød OL, at de gik fra at blive set både socialt og økonomisk som værende undertrykt efter Franco til at være Europæiske trendsættere inden for både mode og kultur.
 
Columbusstatuen
Som en hyldest til Columbus blev der i forbindelse med Barcelonas første verdensudstilling i 1888 opført en statue af ham. Statuen er bygget som et udsigtstårn og er 56 meter højt. Meningen med statuen var, at Columbus skulle pege i retningen af Amerika, men da han så samtidig pegede mod Madrid – og der er et noget anstrengt forhold mellem Barcelona og Madrid, besluttede man i stedet, at han skulle pege mod Italien, som jo var hans fødeland.